Vagabonden Kim var knust, da tyve stjal hans barnevogn: Men så faldt Lisbeth over et opslag på Facebook

Skrevet af Ninna Andreasen

23/09/2016
Kim er et kendt ansigt i Kolding og omegn. Derfor vakte det også bestyrtelse, da han fik stjålet alt, hvad han ejer og har. Da Lisbeth Duelund så et opslag på Facebook, vidste hun, hvad hun måtte gøre.

Mest læste i dag

Enhver ægte vagabond kan kendes på hatten, eventuelt medaljerne og en barnevogn med sine ting i. Det er ikke kun praktisk at kunne fragte sine ting rundt i en barnevogn. Det er også en nødvendighed, når der skal tilbagelægges mange kilometer.

Vagabonden Kim fra Kolding var knust, da han for omkring 14 dage siden fik stjålet alt, hvad han ejer og har. Tyve stak af med hans barnevogn. I den var alle hans fornødenheder, men også hans slibesten, som ud over salg af avisen Hus Forbi, er hans redskaber til at tjene til dagen og vejen.

Men nu er der godt nyt til Kim. Lisbeth Duelund fra Kolding så nemlig et opslag på Facebook om, at Kim var blevet frastjålet alle sine ting. Mange meldte ud, at de ville give ham forskellige ting og sager, og selvom Lisbeth Duelund havde en barnevogn, han kunne få, bakkede hun ud.

- Masser af mennesker ville hjælpe, så jeg bakkede ud. Han skulle jo ikke have fem barnevogne, siger hun til dagens.dk.

Men lige så hurtigt som forargelsen over tyveriet havde rejst sig, ligeså hurtigt havde folk tilsyneladende glemt Kim igen. Han havde ikke fået nogen ny barnevogn.

Da Lisbeth Duelund hørte det, vidste hun, at hun måtte gøre noget.

(Artiklen fortsætter under billedet)

- Jeg aftalte med ham, at jeg ville komme ned med barnevognen. Jeg købte en lås til den, lidt tæpper og hygge. Han blev helt vildt glad. Jeg snakkede med ham i en halv time. Han græd flere gange, og jeg fik masser af krammere, siger hun.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Et kendt og afholdt ansigt i byen
Mens Lisbeth Duelund stod og talte med Kim, kom en kvinde fra nabobyen Vamdrup forbi. Hun spurgte, hvorfor han ikke havde været der længe.

- De savnede ham lidt. Han er et kendt ansigt. Han har vist været på landevejen i 17 år, siger Lisbeth Duelund.

Hun er langt fra den eneste, som er blevet rørt over tyveriet af Kims barnevogn. Også Nadja Bøge blev indigneret over det feje tyveri. Hun talte med Lisbeth Duelund om, hvad Kim ellers manglede. Her var det primært slibesten, som han bruger til at slibe knive for folk, hvilket han tjener lidt penge på.

- Jeg skrev til firmaet H.W. Larsen og spurgte, om de ville donere til ham. Det ville de godt. Han var helt oppe at køre, da jeg afleverede det til ham. Han var rørt og glad for, at folk ville hjælpe ham på den måde, fortæller Nadja Bøge til dagens.dk.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Ud over barnevogn og slibesten har han også fået en termodragt, nogle dyner og tæpper, som kan hjælpe ham med at holde varmen til vinter. Han har også fået lidt dagligsagsting.

- Men han er mest glad for barnevognen, griner Nadja Bøge og tilføjer:

- Han er så taknemmelig for alle de ting, han har fået.