16-årig pige fængslet for at opbevare AK 47 i hjemmet

Skrevet af admin

17/09/2014

Dagens topnyheder

En 16-årig pige fra Næstved er blevet varetægtsfængslet i fire uger for ulovlig våbenbesiddelse, efter at politiet har fundet en AK 47'er på hendes adresse.

Det fortæller anklageren i sagen, Kirstine Laustsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Det er Retten i Næstved, som onsdag har besluttet, at pigen skal fængsles efter et grundlovsforhør af hende.

Politiet fandt skydevåbnet under et besøg i pigens hjem. Oprindeligt efterforskede politiet en hashsag, men sagen udviklede sig, da de faldt over AK 47'eren, som er et stort automatisk stormgevær.

Skydevåbnet er angiveligt blevet overdraget til pigen af en 19-årig mand. Han er også blevet varetægtsfængslet i fire uger. Deres relation kendes ikke.

Den 19-årige er sigtet for at have overdraget våbnet til pigen med henblik på, at hun skulle opbevare det på sin bopæl. Han har tilstået, men den 16-årige pige nægter sig skyldig.

Sammen med AK 47'eren fandt politiet også ammunition til skydevåbnet. Våbnet og ammunitionen stod dog separat, og våbnet var ikke skarpladt.

Pigen blev anholdt tirsdag, og senere blev den 19-årige mand også anholdt.

/ritzau/