180 ton tung vindmølletransport knækker sammen ved Ribe

Skrevet af admin

22/08/2014

Mest læste i dag

Der er udsigt til massiv kødannelse ved Ribe i morgentimerne fredag, efter at en vindmølletransport er havareret i rundkørslen ved Haderslevvej og Haulundvej.

Den 180 ton tunge sværtransport knækkede sammen på den nordlige side af rundkørslen, da den kom kørende på Haderslevvej mod vest.

- Jeg tror, det var et vindmølletårn, den kørte med. Det kræver en særlig kran, som der vist kun er en eller to af i Danmark, at fjerne den, fortæller Henrik Sønderskov, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Området er et trafikknudepunkt om morgenen og ligger tæt på Vittenbergskolen, oplyser vagtchefen, som endnu ikke kan sætte tidspunkt på, hvornår situation vender tilbage til det normale.

- Vi kan ikke sige, hvornår den bliver fjernet. Men det bliver nok først omkring fredag middag, siger Henrik Sønderskov.

Politiet opfordrer folk til at vælge en alternativ rute, hvis de normalt kører igennem rundkørslen på vej til arbejde. Der vil blive indsat folk fra politihjemmeværnet, som skal regulere trafikken.

- Rundkørslen er farbar, men det er kun halvdelen af den, havde jeg nær sagt. Det vil give trafikale problemer, fordi folk skal til at køre den forkerte vej rundt i rundkørslen, fortæller Henrik Sønderskov.

Vindmølletransporten var ifølge vagtchefen formentlig på vej mod Esbjerg.

/ritzau/