44-årig får seks års fængsel for drabsforsøg

Skrevet af admin

26/03/2014

Dagens topnyheder

En 44-årig mand fra Vestsjælland var så jaloux, at han i april 2012 opsøgte en af sin kærestes venner i Kalundborg og stak ham tre gange med en kniv. Han blev ramt i brystet og i halsen.

Tirsdag idømte et nævningeting ved Retten i Holbæk manden - Kim Nielsen - seks års fængsel for overfaldet, der blev vurderet som et drabsforsøg.

Offeret var en 26-årig mand, der blev fløjet til Rigshospitalet for at få behandlet sine sår. Han var i livsfare efter overfaldet, men reddede livet takket være hurtig lægehjælp.

Redningsarbejdet har været vist i tv-udsendelsen "Redningskvinder", der blev afspillet i retten.

Overfaldet skete på Lerchenfeldvej i Kalundborg en formiddag.

Det lykkedes ofret at få skræmt den nu dømte mand ud af huset, hvorpå han søgte hjælp hos naboen.

Den 44-årige blev anholdt kort efter og sigtet for forbrydelsen.

Ud over drabsforsøg er han blevet dømt for at være i besiddelse af en dolk med et næsten 11 centimeter langt blad.

/ritzau/