Avis: Narkosalget blomstrer på Facebook

Skrevet af admin

25/11/2015

Dagens topnyheder

Narkosalget er rykket væk fra gaderne og ind på Facebook, hvor det er utrolig nemt at få fat i. Det skriver Ekstra Bladet, som i samarbejde med TV3 har produceret dokumentaren "Jagten - De nye pushere", der vises på TV3 onsdag aften.

På to uger fik avisens journalister adgang til 14 lukkede Facebook-grupper, hvorfra der blev solgt narko. En af grupperne havde mere end 3800 medlemmer.

Ekstra Bladet har talt med en tidligere pusher, som har solgt narko på Facebook. Han hævder at kende til pushere, der tjener mellem 20.000 og 30.000 kroner om ugen alene på narkosalg via Facebook.

Men Facebook har mulighed for at lukke grupperne. Det siger Morten Kjærsgaard, der er ekspert i cyberkriminalitet og direktør i Heimdal Security.

- Facebook har tilgang til de her data og kan gå ind og søge i dem. Så det er kun et politisk spørgsmål, om man ønsker at tage stilling til det eller ej, siger han til avisen.

De ulovlige stoffer, som sælges via Facebook, har ifølge Ekstra Bladet allerede kostet menneskeliv. I sommer mistede 19-årige Mille Vuust Pedersen livet, efter hun havde taget MDMA med nogle venner i Aalborg.

Hendes forældre, Ann Vuust og Lars Christensen, har i dag svært ved at forstå, hvorfor Facebook ikke lukker grupperne, hvor der foregår salg af narko.

- Facebook har et kæmpe ansvar. De skal lukke grupperne nu, for de er med til, at pusherne kan komme af med stofferne. For os er de en del af, at vi ikke har vores datter længere, siger Ann Vuust til Ekstra Bladet.

Facebook har, ifølge Ekstra Bladet, ikke ønsket at kommentere oplysningerne.

/ritzau/