Avis: Søn stikker far med kniv i familiedrama på Als

Et familieskænderi søndag aften i en landsby på Als endte med, at sønnen i familien stak sin far med en kniv. Det skriver JydskeVestkysten.

En fotograf, der bor i landsbyen, fortæller til avisen, at offeret for knivstikkeriet blev hentet af en helikopter.

Fotografen har sendt JydskeVestkysten en række billeder, hvor det fremgår, at der var en lægehelikopter på stedet samt flere politibiler og en ambulance.

Vagtchef Henrik Sønderskov fra Syd- og Sønderjyllands Politi vil ikke kommentere oplysningerne om et knivstikkeri.

- Men jeg kan bekræfte, at der har været en episode, siger han tidligt mandag morgen.

Sagen skal nu undersøges nærmere, og derfor er det op til lederen af efterforskningen at udtale sig om hændelsen, forklarer vagtchefen.

Ifølge JydskeVestkysten fandt familiedramaet sted i Ketting, der ligger godt fem kilometer fra Sønderborg.

/ritzau/

Dagens Gossip