Bilbrande fortsætter: To biler antændt i København

Der har igen været bilafbrændinger i København natten til tirsdag. Det oplyser Københavns Politi.

Tirsdag morgen klokken 5 er der to bekræftede tilfælde af ildspåsættelser på henholdsvis Baldersgade på Nørrebro og Sokkelundsvej i Københavns Nordvestkvarter.

De to gader ligger omkring to kilometer fra hinanden, så der kan være tale om den samme gerningsmand.

- Vi har to episoder, og begge falder omkring midnat. Der er ikke så langt imellem, så det kan være samme gerningsmand, siger vagtchef ved Københavns Politi Michael Andersen.

De brændte biler bliver nu undersøgt af teknikere.

- Vi kan sige, at to biler har fået sat ild til sig. Der er flere biler, der har brændt, men vi ved endnu ikke, om de er blevet påsat, eller om det er ilden fra de påsatte, der har spredt sig til dem, siger Michael Andersen.

Der er ingen meldinger om, at nogen personer skulle være kommet til skade.

København har været ramt af den slags hærværk i lidt mere end en uge. Forrige weekend blev der natten til søndag sat ild til omkring 13 biler forskellige steder i København, mens det den efterfølgende nat gik ud over syv køretøjer på Christianshavn.

Natten til tirsdag for en uge siden gik det ud over en bil og tre knallerter på Nørrebro, og natten til lørdag blev to personbiler sat i brand på Amager.

Torsdag 25. august blev en 21-årig mand, der mistænkes for at stå bag nogle af de påsatte brande, varetægtsfængslet i 13 dage.

/ritzau/

Dagens Gossip