Der har aldrig været færre indbrud hos virksomheder

Skrevet af admin

23/04/2014

Dagens topnyheder

I årets første kvartal blev der anmeldt 3542 indbrud i virksomheder og 1108 indbrud i offentlige bygninger.

Det er det hidtil laveste antal indbrud, siden Danmarks Statistik begyndte at lave opgørelser på området i 1979.

I forhold til 2013 er der tale om et faldt på henholdsvis 12 og 16 procent, mens det er en halvering i forhold til tallene for første kvartal i 2009.

Indbrud i virksomheder omfatter blandt andet kontorer, forretninger, banker, lagre og værksteder.

Indbrud i offentlige bygninger omfatter offentlige kontorer og institutioner, posthuse, biblioteker, idrætsanlæg, kirker og museer.

Overordnet set er der sket en svag stigning på 0,8 procent i antallet af anmeldte straffelovsforbrydelser i forhold til første kvartal sidste år.

I alt blev der anmeldt 95.420 straffelovsforbrydelser i årets første kvartal. Af dem var 3848 voldsforbrydelser. Det er en stigning på 339 voldsforbrydelser eller 9,7 procent i forhold til første kvartal sidste år.

/ritzau/