Falske voldtægtsanklager skal koste længere tid bag tremmer

Skrevet af admin

26/05/2016

Mest læste i dag

Voldtægtsforbrydere skal ikke slippe ustraffet af sted med deres handlinger. Derfor støtter alle Folketingets partier på nær Alternativet regeringens lovforslag om, at straffen for seksuelle overgreb på både voksne og mindreårige skal skærpes.

Men forslaget skal ikke kun øge forbrydernes straf. Det skal også koste længere tid bag tremmer, hvis man indgiver en falsk anmeldelse for voldtægt. Det fortæller Venstres retsordfører, Britt Bager.

- At blive anklaget for voldtægt er en af de værst tænkelige beskyldninger, du kan blive udsat for.

Samtidig lægger Britt Bager stor vægt på, at der skal være en sammenhæng. Hvis straffen for voldtægt skærpes, så skal det også have større konsekvenser at anmelde andre uden grund, mener hun.

Trods enighed om at øge straffen for voldtægt blandt et bredt spektrum af partier, så deler diskussionen om opdigtede anmeldelser vandene.

Enhedslisten kræver, at forslaget deles i to, når det behandles for sidste gang torsdag. Og det støttes af både kollegerne i SF, De Radikale og Dansk Folkeparti på Christiansborg, men også af eksperter fra virkelighedens verden.

Kvinfos forkvinde, Nina Groes, har sine betænkeligheder ved øget straf for falske anklager, da det risikerer at forværre debatten om voldtægt, mener hun.

- Det er klart, at en falsk anmeldelse er et seriøst problem, men vi skal passe på, at alt, hvad vi siger om voldtægt, ikke handler om falske anmeldelser.

- Mange afholder sig fra at anmelde seksuelle overgreb i frygt for ikke at blive taget seriøst eller blive beskyldt for at lyve. Og jeg er bekymret for, at den frygt forværres af en øget straf, siger Nina Groes.

Malene Hilden, overlæge på Rigshospitalets Center for Seksuelle Overgreb, deler den bekymring. Hendes erfaring er nemlig, at den proces, der følger med anmeldelsen af en voldtægt, i forvejen kan være hård for offeret.

- Der er mange grunde til, at kvinder ikke anmelder voldtægter, og en af dem er, at det er svært, hvis politiet er skeptisk, siger hun.

Den kritik skræmmer til gengæld ikke Britt Bager.

- Det er en helt malplaceret diskussion. Grunden til, at ofrene ikke anmelder overgrebene, er, fordi voldtægt ligger i en gråzone, hvor det er svært at vurdere skyldsspørgsmålet. Ikke fordi de frygter at blive straffet for falsk anmeldelse, siger hun.

/ritzau/