Far fængslet for drabsforsøg på 16-årig datter

Skrevet af admin

08/11/2013

Dagens topnyheder

En 43-årig far er blevet varetægtsfængslet ved Retten i Viborg fredag i fire uger for det, der kan være et æresrelateret familiedrama i den jyske by Frederiks ved Karup.

Den 43-årige blev anholdt torsdag af politiet sammen med sin 46-årige kone.

Begge forældre er sigtet for vold, trusler, frihedsberøvelse og for at planlægge drabet på deres 16-årige datter, oplyser Midt- & Vestjyllands Politi.

Moren er løsladt, men fortsat sigtet, og faren har kæret varetægtsfængslingen til landsretten, oplyser leder af efterforskningen Jim Hansen til Ritzau.

Faren blev fængslet, da dommeren mener, der er risiko for, at han stikker af, påvirker vidner eller efterforskningen.

Ifølge Midtjyllands Avis, der var til stede i retten, benægter faren alt.

Han har ifølge sin forklaring intet imod datterens forhold til den 21-årige mand, og beskyldninger om et planlagt drab i udlandet passer ikke. Datteren skulle bare med til Tyrkiet for at besøge en syg bedstemor, forklarede faren ifølge Midtjyllands Avis.

De alvorlige anklager bunder angiveligt i, at forældrene var utilfredse med, at den 16-årige syriske pige havde et kæresteforhold med en 21-årig syrisk mand.

Pigen har ifølge politiet været udsat for vold af sin far, men begge forældre har truet hende på livet, lyder anklagen.

Det planlagte drab skulle ifølge politiets sigtelse være sket, efter at den 16-årige pige var ført ud af landet. Faren er også sigtet for at true pigens 21-årige kæreste.

Anmeldelsen kom klokken 09.17 torsdag, og ud på eftermiddagen havde politiet anholdt begge forældre. Datteren var hos lægen, da hun brød sammen og fortalte om forældrene, mens faren sad udenfor. Lægen låste døren og tilkaldte politiet.

Moren er afhørt, og politiet besluttede at løslade hende, selvom hun fortsat er sigtet i sagen.

Den 16-årige pige er nu i sikkerhed og er anbragt uden for hjemmet.

/ritzau/