Flov butikstyv betaler for stjålne varer fra supermarked - købmanden får en bøde af politiet

Det kan koste dyrt at lægge billeder på internettet af folk, selv hvis man mener, de har begået kriminalitet mod én.

Købmand Torben Jensen fra Hornshyld gik onsdag i sidste uge utraditionelt til værks, efter han havde opdaget, at der var blevet stjålet fra butikken tirsdag aften.

Han slog et billede op af den formodede tyv på Spar-butikkens Facebook-side og opfordrede personen til at henvende sig og betale for varerne. Det koster ham nu formentlig en bøde, skriver Vejle Amts Folkeblad

Opslaget blev delt mere end 900 gange og fik mange kommentarer med på vejen. Billedet viser nummerpladen på bilen, som den formodede butikstyv sætter sig ind i. Det viste sig kort efter, at bilen tilhører en arbejdsgiver i lokalområdet, og det var en af hans ansatte, som kørte bilen.

Kvinden forsøgte angiveligt først at bytte en vare, hun ikke havde købt i butikken. Derefter tog hun ifølge købmanden varer fra butikken uden at betale.

Han modtog en henvendelse fra bilens ejer kort efter, billedet kom på Facebook.

- Manden har lovet mig, at den ansatte, der kørte bilen, og tyven, der var passager og inde i min butik, kommer ud og afregner med mig inden for et par dage, siger Torben Jensen til avisen.

Men ejeren af bilen ville ikke kun sige undskyld. Han var også utilfreds med, at købmanden havde lagt billedet på Facebook, hvor man kunne se bilens registreringsnummer.

Det er ulovligt at lægge billeder af formodede kriminelle på nettet i henhold til datalovgivningen med mindre man har politiets tilladelse. Derfor kan købmanden nu formentlig se frem til en bøde, efter der anonymt er indgået en anmeldelse mod købmanden.

Læs også: Mand blev fyret, efter at han likede dette billede på Facebook

Før Torben Jensen slog billedet op på det sociale medie, ringede han til politiets vagtcentral i Horsens. Opkaldet havde ikke det ønskede effekt. Politiet havde ikke tid til at komme.

Derfor blev købmanden vred og så ingen anden mulighed end at lægge billedet på nettet, og det koster ham altså nu efter alt at dømme en bøde.

Følg Dagens Politirapport for flere lignende artikler:

 

 

Dagens Gossip