Flugtkongerne: Se fem af de vildeste flugter fra danske fængsler

Danmark er igen blevet ramt af fangeflugter. Natten til lørdag i sidste uge lykkedes det flugtkongen Brian Bo Larsen at slippe ud i friheden fra Vridsløselille Statsfængsel ved at save tremmerne over til sin celle og klatre 15 meter ned med en hjemmelavet rebstige. Han er undsluppet fængslets trange vægge over 20 gange, og i går lykkedes det så igen for en fange, omend mindre kreativt, at undslippe fra Tønder Arresthus

Ifølge Europarådets opgørelse over fangeflugter, er Danmark blandt de lande i Europa med flest fangeflugter. Her er fem af de mere spektakulære.

1. Gummigeden og grillfesten

Om eftermiddagen den 27. august 1995 har fangerne i Vridsløselille aftalt at holde grillfest. Men det er ikke kun mad og hygge, de har planlagt. Nogle timer tidligere er der blevet stjålet en gummiged i Hedehusene, som efter aftale med nogle af de indsatte bliver brugt til at smadre fængselsmuren. Aktionen bliver filmet af en lokal tv-journalist, der er blevet tippet om flugten. 13 mordere, bankrøvere og narkohandlere bliver filmet, mens de spænder ud af hullet i muren. 

2. Et depotrum og en falsk seddel

Hans Enrico Nati var tidligere kendt som Danmarks ukronede flugtkonge. Han spankulerede næsten efter behag ud fra fængslerne, og oftest ikke-voldeligt, elegant og kreativt. I 1989 var han træt af at sidde i Nyborg Statsfængsel, så han gemte sig i et tomt kontor, og efterlod en seddel i sin celle med ordene 'hvorfor gå ud, når man kan blive kørt'. Sedlen startede en menneskejagt udenfor fængslet, samtidig med at Hans Nati ventede inde i fængslet. Da jagten stilnede af brød han et vindue op og flygtede ud i friheden. 

3. Polak i magarine

En polsk mini-flugtkonge, der afsonede en dom for tyveri af entreprenørmaskiner i arresten i Herning lykkedes i 2010 at slippe ud af fængslet to gange. Anden gang han undslap, brugte han en lille kniv til at grave et hul i muren, hvorefter han smurte sig ind i magarine, så han kunne glide ud gennem det lille hul. Et halvt år tidligere var han stukket af til Polen ved at fire sig ud af sin celle med sammenbunde lagener. 

4. 'Hvor der er vilje, er der vej'

En af de første spektakulære fangeflugter herhjemme skete lillejuleaften 1949. Diamant-tyven og svindleren, Carl August Lorentzen, havde flere flugter på samvittigheden, og flugten fra fængslet i Horsens skete efter otte måneders forberedelse, hvor han havde gravet en 18 meter lang tunnel under fængslet med en spiseske. Han efterlod en seddel med ordene 'hvor der er vilje, er der vej'. Han fik seks dage i friheden for besværet. 

5. Visne blade og en 117 kg tung container

Da Brian Bo Larsen flygtede fra Vridsløselille Statsfængsel forrige lørdag, var det 22 gang han undslap fængsler i Danmark. Dermed skriver han sig ind i historiebøgerne som en af Danmarks absolut mest notoriske flugt-konger. I 2004 undslap han også Vridsløselille Statsfængsel på en snedig måde. Han var blevet sat til at samle nedfaldne blade og smide dem i en container. Men undervejs lagde han også sig selv ned i containeren, hvor han gemte sig under bladene. En truckfører kørte containeren ud fra fængslet for at tømme den, og da han opdagede Brian Bo Larsen forsøgte han at vælte den 117 kg tunge container ned over ham. Men Brian Bo Larsen undslap. 

Dagens Gossip

Dagens TV