Højesteret: I orden at fængsle mor, der nægtede at lade faderen se deres barn

Skrevet af admin

01/09/2015

Dagens topnyheder

Det var helt efter bogen, da fogedretten og siden Østre Landsret tidligere på året besluttede at sende en 26-årig kvinde fra Hvidovre i forvaring, fordi hun nægtede at udlevere sin fireårige datter til samvær med barnets far.

Det fastslår Højesteret tirsdag i en principiel afgørelse.

De forskellige retsinstansers beslutninger har betydet, at den unge kvinde tilbragte knap tre måneder i fængsel, inden hun 29. juli blev løsladt.

Kvindens advokat har tidligere sagt til Ritzau, at hendes klient ønskede at beskytte sit barn mod faren. Blandt andet frygtede hun, at manden ville bortføre barnet til Libanon.

- Hun oplever ikke, at hun har noget valg, sagde advokat Vivian Jørgensen i midten af juli.

En person kan tages i forvaring, hvis vedkommende eksempelvis uden lovlig grund nægter at udtale sig som vidne i en retssag.

Men det er en usædvanlig sanktion, og før den tages i brug, vil politiet blandt andet udstede bøder til ham eller hende, der nægter at åbne munden.

Også i denne sag er kvinden blevet pålagt at betale tvangsbøder, men det har ikke fået hende til at udlevere barnet.

Ud over spørgsmålet om, hvorvidt fængslingen var lovlig, skulle Højesteret afgøre, om fogedretten handlede korrekt, da den behandlede sagen, uden at kvinden havde en advokat ved sin side.

Heller ikke på det punkt er der imidlertid noget at komme efter, fastslår Højesteret.

Da kvinden blev løsladt i slutningen af juli, skyldtes det ifølge advokat Vivian Jørgensen, at Ankestyrelsen havde suspenderet kravet om samvær med faren, fordi Statsforvaltningen ikke havde indhentet tilstrækkelige oplysninger i sagen om samvær.

- Grundlaget for fængslingen er altså forsvundet, lød det dagen efter løsladelsen fra advokaten.

/ritzau/