Kønsdele fra barn på 7 år blandt 'trofæerne' i danskers køleskab

Skrevet af Jesper Larsen

22/09/2015

Dagens topnyheder

Sagen om danske Peter Frederiksens uhyggelige omskæringer af kvinder i Sydafrika tog endnu en ubehagelig drejning, da der blev fremlagt billeder af danskerens overgreb i retten i byen Bloemfontein. 

Ifølge mediet Netwerk24, viste et af billederne med al tydelighed, at der blandt danskerens mange ofre var et barn helt ned i 7-8 års alderen. 

Billederne blev fremlagt i retten i forbindelse med anklagerens præsentation af tiltalen, der lyder på ulovlig opbevaring af kropsdele, overfald, seksuelt overfald og trusler.

Læs også: Dansker anholdt i Sydafrika efter makabert fund i hans køleskab 

Han har endnu ikke forholdt sig til tiltalen i retten, men overfor flere medier afviser han, at han skulle have gjort noget ulovligt i Sydafrika. 

Tiltalerne om overfald og trusler stammer fra februar i år, hvor han angiveligt slog sin kone og truede med at skyde hende og parrets børn. 

Blandt politiets bevismateriale i sagen om seksuelt overfald og ulovlig opbevaring af kropsdele, er der hundredevis af billeder samt videoer, ligesom politiet fandt 21 dele fra kvinders kønsdele, da de ransagede hans hjem. 

Derudover blev der beslaglagt kirugisk materiale og bedøvelsesmiddel i hans hjem, som ifølge anklagemyndigheden er blevet brugt til mandens omskæringer. 

Læs også: Sigtet dansker i Sydafrika: Det var min kone, der førte kniven

En radiodokumentar på P1 har tidligere i år interviewet danskeren, der angiveligt skulle være på flugt fra de danske myndigheder, efter han blev sigtet for ulovlig våbenbesiddelse for omkring 10 år siden. 

Derfor vil anklageren i sagen, Jacques Potgiete, forsøge at få klarlagt, om den 63-årige dansker også skal retsforfølges for det forhold, ligesom det er ved at blive undersøgt, om han kan sigtes for ulovligheder begået i kongedømmet Lesotho, der ligger i umiddelbar nærhed af byen Blomfontein, skriver Netwerk24.