Knivmand kaprede tog i nat: Fængslet i fire uger

Skrevet af admin

18/04/2014

Mest læste i dag

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi har sigtet en 45-årig mand for togkapring.

Langfredag har en dommer i Esbjerg valgt at varetægtsfængsle manden på baggrund af sigtelsen. Manden er fængslet i foreløbig fire uger, oplyser politiet.

Manden blev anholdt natten til fredag, efter at han på strækningen mellem Vejen og Esbjerg truede en lokofører i et IC4-tog med en kniv.

Manden simulerede ifølge politiet, at han var syg, og fik på den måde lokoføreren til at åbne ind til førerkabinen. Her trak den 45-årige en kniv og forlangte, at toget skulle fortsætte mod Esbjerg.

Ifølge politiet stillede manden krav om at tale med borgmesteren i Fredericia eller med medierne. Samtidig lod han forstå, at han ikke ville se politi i området.

Anklagemyndigheden har rejst sigtelse efter straffelovens paragraf 183a. Strafferammen i den paragraf er fængsel indtil livstid for den, som ved ulovlig tvang tager kontrol over et kollektivt transportmiddel.

Anholdelsen af manden skete ifølge politiet uden dramatik, da toget ankom til stationen i Esbjerg.

En særligt uddannet forhandler fik i første omgang overtalt manden til at smide kniven ud. Derefter fik forhandleren overbevist den 45-årig om, at det var en god idé at komme ud og lade sig anholde.

Manden blev anholdt klokken 2.28, cirka en time og 20 minutter, efter at politiet modtog anmeldelsen.

Der var cirka 35 passagerer om bord på toget, som kørte mellem Fredericia og Esbjerg.

Ifølge politiet har manden ved fredagens retsmøde erkendt, at have truet lokoføreren, men den 45-årige benægter, at der skulle være tale om en kapring.

/ritzau/