Kvinde fundet død i detentionen i Næstved: Var lige blevet udskrevet fra sygehuset

Skrevet af Ninna Andreasen

31/08/2016

Dagens topnyheder

En kvinde på 58 år mistede under mystiske omstændigheder livet i detentionen på politistationen i Næstved mandag aften.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed er nu i gang med at efterforske sagen, skriver Ekstra Bladet

Kvinden blev fundet død i detentionen kort før midnat mandag. Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi kontaktede Den Uafhængige Politiklagemyndighed, som nu er i gang med at efterforske sagen.

Den nu døde kvinde er mor til en 26-årig kvinde fra Næstved. Ifølge hendes oplysninger fra politiet blev moderen anholdt og bragt til detentionen mandag aften, efter hun blev fundet i hjælpeløs tilstand.

Familien oplyser desuden, at den 58-årige fornylig blev udskrevet fra sygehuset. Her var hun indlagt med et alvorligt mavesår. Derfor frygter familien, at kvindens ildebefindende kan have været på grund af et tilbagefald, som der ikke er blevet taget hånd om.

Læs også: Mand skubbede 82-årig kvinde ud af bussen i Aarhus: Politiet beder om hjælp til at finde ham 

Hverken politiinspektøren hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi eller talspersonen fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed ønsker at gå dybere ind i sagens detaljer.

Når undersøgelsen af sagen er slut, skal statsadvokaten på baggrund af klagemyndighedens afgørelse vurdere, om der eventuelt skal rejses sigtelse mod de vagthavende betjente på stationen.

Følg Dagens Politirapport for flere lignende artikler: