To mænd blev forfulgt i bil efter bankrøveri

Skrevet af admin

23/04/2014

Dagens topnyheder

Et røveri mod en bank i Klampenborg onsdag formiddag er muligvis opklaret.

Det er Danske Banks filial på Jægersborg Allé, som blev udsat for røveri, oplyser Nordsjællands Politi.

Oplysninger fra vidner i området viste sig at være meget værdifulde for politiet, fortæller talsmand Henrik Suhr.

De satte nemlig betjente i stand til at følge efter to mænd i en bil, og på Østerbro i København blev de mistænkte anholdt af en hundepatrulje.

Det var lidt over klokken 10, at de ansatte i banken blev truet af to maskerede personer, som var bevæbnet med kniv.

Med kontanter løb mændene op til Femvej og kørte herfra væk i en bil mod Helsingørmotorvejen.

På grund af de gode tip kunne politipatruljer optage forfølgelsen. Til sidst stillede mændene bilen fra sig på Ragnagade, men betjente med hunde fik fat i dem.

Ved anholdelsen var de to, der er henholdsvis 46 og 40 år, i besiddelse af udbyttet fra røveriet, oplyser politiet.

I en pressemeddelelse roser politiet de borgere, der hjalp med præcise oplysninger.

I et grundlovsforhør torsdag i Retten i Lyngby vil en anklager kræve de to anholdte varetægtsfængslet.

/ritzau/