Mor reddede 24-årige Zara fra et voldeligt forhold

Skrevet af Kirstine Petersen

26/11/2014

Dagens topnyheder

Det er livsfarligt at tie stille, hvis man, som mange kvinder og mænd desværre gør, lever i et forhold med fysisk eller psykisk vold.

Og det kunne have gået meget galt for Zara Mariell Johansen, der levede sammen med en voldelig kæreste i et helt år, indtil hendes mor satte en stopper for det.

I starten var kæresten ellers charmerende, udadvendt og sød. Men der kom hurtigt andre boller på suppen:

- Det begyndte med, at jeg ikke måtte gå med makeup eller pænt tøj for ham. Efterhånden udviklede det sig til, at han truede og slog mig. Den psykiske vold var lige så slem som de slag, jeg fik, siger norske Zara til nrk.no.

Smed glas efter hende
Zara skjulte de mange blå mærker fra kærestens tæsk og turde ikke prøve tøj med veninderne, fordi hun var bange for, at de skulle opdage det.

- Jeg husker særligt en episode, hvor jeg skulle blande et glas saft til ham. Han mente ikke, vandet var koldt nok, så han kastede glasset efter mig, så det splintrede. Samme aften gik jeg ind og lagde mig hos ham i sengen, fortæller den unge pige.

Læs også: Kvinders helbred bliver smadret af et dårligt parforhold

Mor reddede hende
Heldigvis har Zara et godt forhold til sin mor, Kristin Johansen. Hun boede desværre langt væk fra Zara i byen Narvik i det nordlige Norge, men kunne høre i telefonen, at der var noget ravruskende galt. Endelig åbnede Zara op og fortalte, hvad der gik hende på.

Moderen blev rasende på kæresten og overtalte straks Zara til at stikke af fra forholdet.

- Hun var et nervevrag, da hun endelig kom hjem, og jeg måtte sove sammen med hende i tre nætter. Det var som at opleve en helt anden person, siger den chokerede mor til nrk.no.

Zara har ikke anmeldt kæresten, men lever i dag ikke i frygt for ham længere. Hun håber blot, at andre kvinder vil stå frem og fortælle om deres oplevelser, så det kan hjælpe andre med at komme ud af forholdene, skriver den norske avis.

Problemets størrelse i Danmark
I 2008 lavede Ministeriet for Ligestilling en rapport, der viste, at 10% af unge kvinder og 4% unge mænd det seneste år havde været udsat for fysisk eller sexuel vold i deres forhold. 

Hvis du oplever vold eller kender nogle der gør, kan du få råd til at stoppe volden her.