To nordjyske drenge blev væltet omkuld af lyn

Skrevet af Lotte Sørensen

17/08/2014

Dagens topnyheder

En ryste-sammen-tur for de tre syvende klasser på Hedegårdskolen i Brønderslev endte dramatisk, da lynet slog ned ganske tæt på eleverne, der fiskede. Særlig hårdt gik det ud over 13-årige Nicklas og Sebastian, der efterfølgende blev indlagt i 24 timer. Det skriver nordjyske.dk.

Vejret var skidt, da børnene blev sendt afsted, og flere af forældrene troede, at fisketuren blev aflyst. Men det gjorde den ikke.

Læs også: Lyn slog ned i gravid kvinde: Babyen har dette hårrejsende minde

Eleverne fiskede ved Ny Thorup Fiskepark, og her slog lynet ned lige bag de to drenge, der blev kastet omkuld.

- Lærerne kunne godt se, at det ikke var godt med Nicklas. Hans ene fod sad skævt, fortæller hans mor, Pia Haaning til nordjyske.dk.

Han blev sat ind i en af lærernes biler, indtil der kom en bus, der kørte ham tilbage til skolen. Her ringede han til sine forældre, der hentede ham. Kort efter blev de enige om at ringe 112.

Læs også: Heldig at være i live: Mand skudt ud af skoene af lynnedslag

Alarmcentralen var samtidig blevet kontaktet af Sebastians forældre, og to ambulancer kørte ud for at hente de to knægte, som blev indlagt til observation.

Heldigvis fik de det bedre og blev udskrevet igen efter 24 timer observation.

Viceskoleleder Claus Jørgensen siger, at det ikke var forkert at sende børnene afsted i uvejret, da det var ved at klare op. Dog vil man evaluere på, om man skulle have ringet 112 allerede ude ved fiskeparken.