Politiet snupper fartbølle: Bilist kørte 244 km/t

Flere mænd er i weekenden blevet taget i at køre for stærkt i en fartkontrol i området omkring Odder. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

To personer kørte så stærkt, at de ubetinget fik frakendt deres kørekort. Den ene person havde kørt 244 kilometer i timen på en vej, hvor hastighedsgrænsen er 80.

Den anden mand havde kørt 103 kilometer i timen i Odder by, hvor det kun er tilladt at køre 50.

- Så høje hastigheder er selvfølgelig helt uacceptable, da de unge på den måde spiller hasard med både deres eget og andres liv, siger politikommissær og operativ leder af færdselsafdelingen ved Østjyllands Politi Amrik Singh Chadha i pressemeddelelsen.

Det var natten mellem fredag og lørdag, at politiet foretog færdselskontrol i området omkring Odder.

Det var udelukkende mænd i alderen 19 til 35, der blev taget i fartkontrollen. De fik en række forskellige bøder og sigtelser.

- I løbet af få timer fik to bilister et klip i kørekortet og to fik en betinget frakendelse af kørekortet. Den ene af disse var en såkaldt førstegangserhverver, så han fik også kørselsforbud, siger Amrik Singh Chadha.

Politiet fangede også en mand, hvor der var tale om brugstyveri af en personbil. Føreren forsøgte uden held at køre fra politiet. Han endte med at blive sigtet for blandt andet spirituskørsel og for at køre over for rødt lys.

/ritzau/

Dagens Gossip