Politimand er dømt for at bryde tavshedspligt i sin bog

Skrevet af admin

26/06/2015

Dagens topnyheder

Den tidligere efterforsker i Rigspolitiets rejsehold Tom Christensen har brudt sin tavshedspligt i sin bog "Han fik morderne til at tilstå".

Det har Københavns Byret fredag slået fast.

Retten har idømt den tidligere politimand seks dagbøder på 550 kroner for i bogen at videregive fortrolige oplysninger fra sit arbejde.

- Det er helt sindssygt. Jeg havde overhovedet ingen betænkeligheder, da jeg skrev bogen, siger Tom Christensen til Ritzau.

I "Han fik morderne til at tilstå" beretter Tom Christensen om detaljer fra afhøringerne af en voldtægts- og drabsmand, som i 2003 voldtog og kvalte en 12-årig pige.

- De ting, der er kommet frem, er i småtingsafdelingen, siger Tom Christensen.

- Der er et hav af ledere i dansk politi, der har skrevet bøger om deres sager. Jeg tror ikke, at min bog er værre end andre, siger han.

Politimandens advokat mener heller ikke, at dommen er berettiget.

- Jeg stiller mig fuldstændigt uforstående over for afgørelsen, som, jeg synes, er forkert, siger Torben Koch, der er Tom Christensens advokat, til Ritzau.

- Da det ikke handler om oplysninger vedrørende en navngiven person, men en anonymiseret person, er der ikke grundlag for at antage, at nogen kan føle sig krænket.

I bogen kaldes drabsmanden Søren, men det er ikke hans rigtige navn.

Det var statsadvokaten, der med tiltalen mod den tidligere politimand ville sætte en grænse for, hvad tidligere politifolk må skrive om deres arbejde i politiet.

Statsadvokaten har slået ned på seks passager i bogen. Blandt andet er det ifølge dommen en overtrædelse af tavshedspligten, når Tom Christensen i sin bog skriver om morderens opførsel under afhøringerne:

"Han var slet ikke til at komme i kontakt med længere. Han tudede, var ophidset og helt usammenhængende."

- Hvis det er rigtigt, at anklagemyndigheden vil statuere et eksempel med dommen, så mener jeg, at det er et forkert sted at gøre det, siger Tom Christensen.

Tom Christensens bog udkom i 2011.

/ritzau/