Sjællandsk mand havde 51 skydevåben hjemme

Skrevet af admin

16/09/2014

Dagens topnyheder

Et tysk maskingevær, 18 rifler, otte haglgeværer og 21 pistoler. Det er blot nogle af de våben, som to sjællandske mænd ifølge anklagemyndigheden opbevarede på en adresse i nærheden af Ringsted.

Nogle af våbnene, så som det tyske maskingevær og en forladerriffel har tilsyneladende historisk interesse, men i det omfattende våbenlager, blev der også fundet tre skarpladte pistoler.

Tirsdag fik mændene, der begge er 52 år, ved Retten i Roskilde halvandet og et års fængsel for i fællesskab at have opbygget våbenlageret under særligt skærpede omstændigheder.

I alt 51 skydevåben og to håndgranater, 2,4 kilo sort krudt og adskillige magasiner og tilhørende skarp ammunition blev afsløret den 10. juni i år hjemme hos en af mændene.

Senere på måneden blev der hos den anden, som også har adresse på Midtsjælland, fundet flere våben, blandt andet gas- og signalpistoler, en riffel og ni bajonetter.

Retten bestemte, at den ene af mændene skal straffes med halvandet års fængsel, og han modtog dommen.

Den anden blev idømt fængsel i et år, en straf som han ankede på stedet, oplyser anklager Louise Varberg, Midt- og Vestsjællands Politi.

/ritzau/