Statsadvokaten: Drabet på Omar el-Hussein er godkendt

| Skrevet af Ritzau den 27. januar 2016 - 12:09

Politiets Aktionsstyrke handlede lovligt, da den skød og dræbte Omar el-Hussein efter hans angreb i København.

Det var nødvendigt og forsvarligt, da Politiets Aktionsstyrke skød og dræbte Omar el-Hussein efter hans angreb ved Krudttønden og synagogen i København.

Det fastslår Statsadvokaten i København, der nu indstiller efterforskningen af skudvekslingen, hvor to politifolk tidligt om morgenen 15. februar 2015 dræbte den 22-årige el-Hussein.

- De dræbende skud mod el-Hussein var lovlige, nødvendige og forsvarlige.

- Politifolkene måtte med rette tro, at el-Hussein skød imod dem i den hensigt at dræbe dem. Derfor var det lovlig magtanvendelse, siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas.

Med afgørelsen tilslutter statsadvokaten sig en vurdering fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), der har undersøgt sagen.

Ifølge statsadvokatens afgørelse blev el-Hussein råbt an af politifolkene, men det bremsede ham ikke i at skyde mod dem med en pistol i hver hånd.

Et skud fra den ene af hans pistoler gik gennem sideruden på en politibil, hvor det borede sig ind i ratstammen tæt på føreren af vognen.

Omar el-Hussein forsøgte muligvis også at affyre sin anden pistol, der imidlertid var defekt, ligesom magasinet ikke sad ordentligt i.

Politifolkene nåede ikke at affyre varselsskud, hvilket de efter reglerne ellers skal bestræbe sig på. Men ifølge statsadvokatens afgørelse kan politiet lovligt skyde uden først at affyre varselsskud i tilfælde af meget pludselige og farlige angreb.

- Det bemærkes i den forbindelse, at de kriminaltekniske undersøgelser i sagen støtter forklaringen om, at Omar el-Hussein skød mod polititjenestemændene umiddelbart efter, han blev råbt an, hedder det i afgørelsen.

Af afgørelsen fremgår det i øvrigt, at politifolkene ikke ydede førstehjælp til den dræbte, hvilket ikke har givet anledning til kritik. Det skyldes blandt andet, at politifolkene først skulle sikre sig mod eventuelle medgerningsmænd.

Statsadvokaten i København har også undersøgt, om politiet ramte Omar el-Hussein i forbindelse med skudattentatet mod Krudttønden, da en svensk livvagt har forklaret, at han skød mod attentatmanden.

Undersøgelser har imidlertid vist, at livvagten tilsyneladende ramte forbi.

/ritzau/

Deltag i debatten

 

Politik

24. juli 2016

Det der for et år siden lignede et utænkeligt scenarie, er nu ikke længere usandsynligt, mener professor.

Advarsler

25. juli 2016

Ejeren til den franske bulldog Henry ventede indtil aften med at gå en tur. Hun tog vand med og tjekkede endda temperaturen på fortovet. Alligevel endte det tragisk. Nu advarer hun andre hundeejere.

God karma

25. juli 2016

Bjarne Larsen kom kørende i sin traktor fredag eftermiddag, da han opdagede, at en mand holdt ind ved kanten af hans mark. Da han så, hvad manden havde gang i, blev han rasende. Nu hyldes han for sin hævn.