Stjal og solgte tag fra skole: To mænd skal for retten

Skrevet af admin

24/04/2014

Dagens topnyheder

Retten i Lyngby behandler torsdag en sag mod to mænd, der er tiltalt for at have stjålet og solgt store dele af kobbertaget fra Trørødskolen i Vedbæk.

Ud over skoletaget er mændene også tiltalt i 22 andre forhold for at have solgt i alt 10 ton stjålet kobber og andre metaller til skrotvirksomheden Helsingør Jern og Metal.

Den ene af de tiltalte har erkendt sig delvist skyldig, mens den anden nægter sig skyldig.

Sagen bliver den første af flere sager om metaltyveri og hæleri, som skal for retten i Nordsjælland.

Det oplyser anklager hos Nordsjællands Politi Rikke Hald til Ritzau.

- Vi har flere sager på vej, og der kører en større efterforskning i øjeblikket. Indtil videre har vi endnu en sag, som er helt klar og skal for retten i august, siger Rikke Hald.

De sager, der er undervejs, har det til fælles, at kobber og andre metaller er blevet solgt til den samme skrotvirksomhed. I den konkrete sag, som skal for retten torsdag, er beviserne overbevisende, mener anklageren.

- Der er rimeligt klare beviser, fordi man i et større skrotlæs finder de her plader, som angiveligt hører til på Trørødskolen. Pladerne bliver fundet, efter de har været forbi skrotvirksomheden.

- Herfra kan man så henføre det til to personer, som tidligere er blevet dømt flere gange, siger Rikke Hald.

Ifølge anklageskriftet blev der stjålet en samlet kobbermængde på 1449 kilo fra skolen, hvor af 1210 kilo blev solgt til Helsingør Jern og Metal imod en betaling på 39.130 kroner.

Selv om der er flere sager på vej, betragter Rikke Hald ikke metaltyveri som et markant stigende problem.

- Det har været et problem i nogle år efterhånden, men man kan ikke sige, at det er en udvikling, som er accelereret på et bestemt tidspunkt, siger hun.

Metaltyvene har haft held med at afsætte de tunge tyvekoster hos Helsingør Jern og Metal. Virksomheden forsikrer dog, at man gør, hvad man kan for at undgå handel med stjålet metal.

Det siger Inger Olsen fra Helsingør Jern og Metal. Hun har drevet skrothandel i en menneskealder.

- Vi gør nøjagtig det samme, som alle andre skrothandlere i Danmark. Vi tjekker billede-ID på folk, som vil sælge noget til os, og så bruger vi vores sunde fornuft, siger hun.

/ritzau/