Tidligere politimand dømt for at lække oplysninger i bog

Skrevet af admin

04/05/2016

Mest læste i dag

Den tidligere drabsefterforsker i Rigspolitiets rejsehold Tom Christensen har brudt sin tavshedspligt i sin bog "Han fik morderne til at tilstå".

Det har Østre Landsret onsdag afgjort og idømt den tidligere politimand seks dagbøder à 550 kroner.

Dermed stadfæstede landsretten den afgørelse som Københavns Byret i juni sidste år nåede frem til.

- Det er helt sindssygt. Jeg havde overhovedet ingen betænkeligheder, da jeg skrev bogen, sagde Tom Christensen dengang til Ritzau.

I "Han fik morderne til at tilstå" beretter Tom Christensen om detaljer fra afhøringerne af en voldtægts- og drabsmand, som i 2003 voldtog og kvalte en 12-årig pige.

- Der er et hav af ledere i dansk politi, der har skrevet bøger om deres sager. Jeg tror ikke, at min bog er værre end andre, sagde Tom Christensen i forbindelse med byretsdommen.

I bogen kaldes drabsmanden Søren, men det er ikke hans rigtige navn.

Det var statsadvokaten, der med tiltalen mod den tidligere politimand ville sætte en grænse for, hvad tidligere politifolk må skrive om deres arbejde i politiet.

Statsadvokaten har slået ned på seks passager i bogen. Blandt andet er det ifølge dommen en overtrædelse af tavshedspligten, når Tom Christensen i sin bog skriver om morderens opførsel under afhøringerne:

"Han var slet ikke til at komme i kontakt med længere. Han tudede, var ophidset og helt usammenhængende."

Tom Christensens bog udkom i 2011.

/ritzau/