Tyve torpederer Coop-lager med teleskoplæsser: Politiet efterlyser en sort Mercedes

Skrevet af admin

30/08/2015

Dagens topnyheder

Politiet i Syd- og Sønderjylland leder efter en sort Mercedes firehjulstrækker efter et voldsomt rambuktyveri i Vejen.

Bilen har stjålne nummerplader med registreringsnumret AC 88 688. De er stjålet i Sydøstjylland, oplyser vagtchef Ole Aamann, Syd- og Sønderjyllands Politi.

Rambuktyveriet fandt sted natten til søndag og gik ud over Coop's centrallager, som tyvene skaffede sig adgang til ved at torpedere først hegnet og bagefter porten ind til bygningen med en teleskoplæsser.

De maskerede tyve gik målrettet efter cigaretter, som de fyldte ind i en varevogn, som de havde holdende udenfor.

Politiet fik hurtigt en alarm om indbruddet, og da den første patruljevogn ankom, ræsede varevognen af sted og pressede patruljevognen ned i grøften.

Da de næste af politiets patruljevogne dukkede op i det samme, opgav tyvene at få tyvekosterne med sig. Chaufføren sprang ud af varevognen og blev samlet op af en Mercedes firehjulstrækker, der kom susende.

Politiet satte efter Mercedesen, men mistede sporet af den ved Gabøl rundkørsel mellem Gram og Vojens.

Det er endnu ikke opgjort, hvor mange cigaretter tyvene fik ud af lageret, men det var et meget stort antal, oplyser vagtchefen.

Politiet leder nu efter den sorte Mercedes firehjulstrækker og mindst to mænd. Vidner, der har oplysninger om sagen, kan kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på telefon 76111448.

/ritzau/