Ukendte gerningsmænd lægger dødsfælder: Brian offer for snubletråds-chikane

Skrevet af Laura Nygaard

13/05/2015
Gerningsmanden risikerer 8 års fængsel for sin gerning, som politiet kalder ‘fuldstændig vanvittig’.

Mest læste i dag

Brian Kristoffersen blev mandag offer for alvorlig chikane, da han cyklede på en mountainbike-sti i Assens.

Tværs over stien var spændt en ledning, som cykelrytteren kun lige nåede at registrere, inden han ramte den i fuld fart.

- Jeg kørte ned ad ‘Djævlebakken’, som er en ret stejl bakke, så jeg var i høj fart, da jeg så ledningen cirka en meter før, jeg ramte den, siger Brian Kristoffersen til Dagens.dk

Han forsøgte at bremse, men på grund af den høje fart fra den stejle bakke, anslår han, at han stadig havde en fart på 40-45 km i timen, da cyklen ramte snoren og kastede ham af.

Brian Kristoffersen slap heldigt fra ulykken med et forstuvet kraveben, og han er kun lidt øm i dag. 

Læs også: Politiet advarer om farlige metalspyd i skov

Men politiet ser meget alvorligt på chikanen, som nemt kunne være endt meget værre.

- Vi tager det meget alvorligt. Det er en fuldstændig vanvittig handling mod cyklister der er gået langt over stregen, siger kriminalassistent Carsten Møllegaard fra lokalpolitiet i Assens, der modtog en anmeldelse fra Brian Kristoffersen.

- Hvis et barn var kørt ind i ledningen med høj hastighed, kunne det have ramt med halsen, og så havde det været livsfarligt, siger han.

Derfor kan gerningsmanden straffes efter straffelovens paragraf 252 om fare på andres liv og førlighed, som kan give 8 års fængsel.

Politiet er kommet i besiddelse af ledningen, der fældede mountainbikeren, og de vil nu undersøge den for DNA og samtidig opfordre gerningsmanden til at melde sig selv.

Læs også: Lesbisk par flygter ud af byen efter måneder med chikane

De lokale cykelryttere har den senere tid oplevet små snore og pinde, der skulle forhindre dem i at fræse rundt i området, og Brian Kristoffersen fortæller, at flere af dem han cykler med har oplevet vrede tilråb, når de cykler på den offentlige kommunale sti, der er lavet specielt til mountainbikere.

Carsten Møllegaard kan dog ikke oplyse om nogen mistænkte i sagen.

- Men lad mig sige det på den måde, at vi har et godt kendskab til lokalbefolkningen, og der er nok nogen, vi vil komme til at bede om mundskrab fra, siger han med henvisning til DNA-prøverne på snubletråden.

112 nyheder

Vi bringer dagligt de største 112 historier fra Danmark. Følg vores nyhedsside og modtag vores nyheder direkte i dit feed.