Ung prostitueret sigtet for drab på Google-chef

Skrevet af admin

11/07/2014

Dagens topnyheder

En prostitueret i USA er blevet sigtet for at have dræbt en højtstående chef i Google i en bizar sag, der kaster dårligt lys over den amerikanske teknologigigant.

Den 26-årig kvinde er både sigtet for drabet på Forrest Hayes og for at være i besiddelse af heroin. Google-chefen døde i november af en overdosis af det farlige stof om bord på sin yacht i havnen i Santa Cruz, Californien, skriver lokalmediet Santa Cruz Sentinel.

Han mødte angiveligt kvinden via en hjemmeside, hvor personer opsøger dyre prostituerede, som koster over 1000 dollar.

Ifølge politiet havde den 26-årige kvinde et længere forhold til Forrest Hayes, og et overvågningskamera om bord på yachten afslører, at kvinden sprøjtede heroin ind i årerne på Google-chefen.

Herefter trådte hun tilsyneladende roligt hen over den bevidstløse mand, tømte sit vinglas og forlod båden, mens Hayes lå døende, lyder det.

Forrest Hayes var tidligere ansat som direktør hos Apple, og det seneste år havde han arbejdet for Google i en stilling, hvor han overvågede leverandører og entreprenører, der beskæftiger sig med de nye Google-briller.

Politiet anholdt den drabssigtede kvinde ved at udgive sig for at være en klient på hjemmesiden for prostituerede, da hun havde indikeret på Facebook, at hun havde planer om at forlade Californien.

/ritzau/dpa