Over 1000 musikere klager til EU over YouTube

Skrevet af admin

01/07/2016

Mest læste i dag

Abba, Sting og Coldplay er blandt flere end 1000 bands og kunstnere, der sammen har klaget til EU-Kommissionen over YouTube og en række andre onlinetjenester, hvor der kan lyttes til musik.

Kunstnerne mener, at tjenesterne fratager dem vigtig indkomst ved at gøre musik gratis tilgængeligt.

I et brev, som nyhedsbureauet dpa har set, beder kunstnerne kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, om at "handle nu". De ønsker et sæt mere retfærdige spilleregler for kunstnere og rettighedshavere.

Musikindustrien er først for nylig begyndt at øge omsætningen. Det er blandt andet sket på grund af streamingtjenester på nettet. Tjenesterne er finansieret gennem reklamer og abonnementer.

Men musikerne mener, at YouTubes model, hvor brugere gratis kan uploade og tilgå musik, bringer industriens fremtid i fare. YouTube er ejet af Google og har over en milliard brugere.

Ifølge musikerne er problemet med YouTube, at modellen "underminerer rettighederne og indtægterne for dem, der skaber, investerer og ejer musik", samtidig med at den "skævvrider markedet", står der i brevet til EU.

Brevet, der er dateret 29. juni, er det seneste i en række klager fra musikindustrien over YouTube.

Store navne, eksempelvis Taylor Swift og U2, har sendt et lignende brev til Kongressen i USA.

YouTube argumenterer omvendt for, at omkring tre milliarder dollar i reklameindtægter er kommet musikindustrien til gode.

EU-Kommissionen har bekræftet, at den har modtaget brevet. En talsperson siger, at kommissionen allerede er i gang med at undersøge, hvordan ophavsrettigheder bedre kan sikres online.

/ritzau/dpa