Populær vingummi har skiftet smag - nu raser slik-elskere

Skrevet af Kirstine Petersen

01/09/2015

Dagens topnyheder

Konsistens, smag og farve. Alt er ændret i den nye udgave af de populære “Basset’s winegums”.

I denne uge lancerede firmaet bag slikken en ny version af produktet, og det huer ikke svenske Nathalie Dahlqvist fra Stockholm.

- Da jeg åbnede posen, troede jeg, det var en joke. Jeg blev virkelig skuffet. De var meget mørkere, og smagen er helt anderledes. Man har et billede af præcist, hvordan den røde smager, men det passer bare ikke mere. Hvordan kan de gøre det her?, siger den 30-årige kvinde til Aftonposten.

Hun mener, produktet nu er et andet, og hun forstår ikke, hvorfor det ikke står på pakken, at alt er ændret. På firmaets facebookside raser andre tilhængere af den gamle model også over ændringen.

Læs også: Endelig må du lege med maden: Sådan laver du LEGO-klodser af vingummi

Selv tager firmaet kritikken med ophøjet ro:

- Vi har fået både positive og negative reaktoiner. Vi er glade for, at vores kunder udtrykker deres mening, for det viser kærlighed for og engagement for vores produkt, siger Kristian Hvilen til avisen. Han er nordisk kommunikationsdirektør i Mondelez International, som er firmaet bag slikket.

Har du prøvet, og hvad tænker du om, at firmaet ændrer smag, farve og konsistens på det velkendte produkt?