007 kæmper mod regeringen i London

Skrevet af admin

04/03/2014

Dagens topnyheder

Der var engang, da skuespilleren Sean Connery gav den som britisk topagent på det hvide lærred og i skikkelse af James Bond, alias 007, forsvarede Storbritanniens interesser i en grum verden.

Sean Connery årgang 2014 er et stykke fra superhelten.

Nu slår den efterhånden 83-årige sir Sean Connery et slag for, at Storbritannien opløses, eller i hvert fald reduceres i areal, og det sker i den virkelige verden.

- En ny fornemmelse for muligheder og håb for fremtiden er nu inden for rækkevidde, siger han om folkeafstemningen om skotsk selvstændighed den 18. september.

Connery er skotsk nationalist med en tatovering med ordene "Scotland Forever", selv om han flyttede fra Skotland for mange år siden.

Nu har rigmanden boliger i Spanien, Bahamas og New York.

Herfra har han givet sit besyv med forud for folkeafstemningen.

Det sker samtidig med, at Alex Salmond, Skotlands førsteminister og bannerfører i kampagnen for selvstændighed, tirsdag aften i en tale i London fremlægger sin vision for et selvstændigt Skotland.

Anledningen er et arrangement, lavet af avisen New Statesman. Et indlæg om sagen fra Sean Connerys side skal offentliggøres samtidig, men dele af det er blevet trykt i den skotske udgave af avisen The Sun.

Her appellerer han til, at skotterne forlader Storbritannien. Det "vil fange verdens opmærksomhed".

- Jeg respekterer fuldt ud, at det valg, Skotland skal træffe i september, er en sag for de mennesker, der har valgt at bo og arbejde dér. Det er kun rigtigt. Men som skotte med en livslang kærlighed til Skotland og dets kunst, mener jeg, at muligheden for uafhængighed er for god til at lade gå fra sig, siger han og tilføjer:

- For at sige det enkelt, så er der ikke nogen mere kreativ handling end at skabe en ny nation.

Connery og hans meningsfæller er dog på hårdt arbejde. En meningsmåling fra instituttet YouGov blev offentliggjort i lørdags, og her siger 53 procent af skotterne, at de vil forblive i Storbritannien. Kun 35 procent går ind for selvstændighed.

/ritzau/