007s undervandsbil solgt for 4,8 millioner kroner

Skrevet af Ann Katrine Warren

12/09/2013

Dagens topnyheder

Den propeldrevne ubåds-sportsvogn, som agent 007 benyttede i filmen »The Spy Who Loved Me«, var i denne uge på auktion. På trods af bud fra to ivrige samlere var prisen ved hammarslaget dog "kun" 550.000 pund svarende til 4.875.000 kroner. Det skriver The Guardian.

Den hvide Lotus Esprit, som var på auktion hos RM Auctions Europe, var ellers vurderet til at indbringe et sted mellem 650.000 og 950.000 pund.

LÆS OGSÅ: Solgt på 900.000: James Bonds ur fundet på loppemarked

Bilen, som nok er den mest berømte af den hemmelige agents utallige biler, blev specialbygget til filmen "The Spy Who Loved Me" fra 1977. Den blev udødeliggjort i den legendariske undervandsscene.

Auktionshuset oplyser, at det i sin tid kostede cirka 65.000 pund at bygge bilen, hvilket svarer til 330.000 pund i nutidige penge.

Den hvide Lotus Esprit blev i 1989 fundet gemt og glemt i et depotrum i New York. En tilfældig depotjæger købte rummet for 100 dollar uden at ane, hvad det indeholdt.

LÆS OGSÅ: Ford Mustang får hovedrolle i ny film

Ifølge The Guardian skulle bilen med knap fire årtier på bagen være fuldt fungerende som ubåd, men den kan ikke køres på land.  

Selv om det var Roger Moore, der spillede agent 007 i »The Spy Who Loved Me«, var det ikke ham, der benyttede bilen under optagelserne. Det var en tidligere marinesoldat fra det amerikanske militær.

Følg Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og underholdning

Se billeder af bilen herunder: