10-årig dreng pinte toårig dreng til døde: Nu går han fri

En af Storbritanniens mest berygtede drabsmænd bliver snart sat på fri fod igen. Som 10-årig bortførte, mishandlede og dræbte Jon Venables en toårig dreng.

Den nu 30-årige Venables blev sammen med sin 10-årige ven Robert Thompson i 1993 dømt til at tilbringe resten af deres liv i et fængsel for drabet på James Bulger i Liverpool.

I 2001 blev de to prøveløsladt og forsynet med en ny identitet for deres egen sikkerheds skyld. Begge har gennem årene modtaget adskillige dødstrusler på grund af den bestialske handling.

I 2010 var Jon Venables tilbage i en fængselscelle, efter at han erkendte sig skyldig i tre anklager relateret til børnepornografi.

Torsdag besluttede myndighederne så at løslade Jon Venables igen.

Som reaktion på nyheden skriver Denise Fergus, mor til den myrdede James Bulger, på Twitter:

- Venables bliver løsladt. Jeg kan bare ikke tro, hvad jeg nu skal til at gå igennem igen.

Drengens far, Ralph, er "skuffet og chokeret", fortæller han.

- Det levende mareridt fortsætter for Ralph og hans familie og gøres værre af den hensynsløse beslutning om at sætte Jon Venables fri uden nogen offentliggjorte sikkerhedsforanstaltninger, siger hans advokat Robin Markin.

- Jon Venables er en sexforbryder, som en gang har slået ihjel og gjort det klart, at for ham er seksuelt misbrug af et barn det "ultimative gys", siger advokaten.

Den sadistiske behandling af James Bulger og mordet på den lille dreng skabte rædsel over hele Storbritannien, og politiet mener, at hævnfølelsen fortsat er så voldsom, at de to gerningsmænd er i fare for at blive overfaldet.

Bulger blev fjernet fra et indkøbscenter, før han blev tæsket til døde med mursten og jernrør. Liget efterlod de to drabsmænd ved et jernbanespor i håb om, at dødsfaldet ville ligne en ulykke.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip