10-årig dreng politianmeldt for at true sin lærer med en økse

En 10-årig skoleelev er blevet politianmeldt for trusler mod sin lærer, efter han onsdag i sidste uge mødte op med en økse på Løsning Skole i Østjylland. 

- Jeg kan bekræfte, at vi i går modtog en anmeldelse fra Løsning Skole, at en elev onsdag i sidste uge mødte op på skolen kl. 8 med en økse, som han truede en kvindelig lærer med, siger politikomissær ved Horsens Politi, Kent Midtgaard Hansen, til dagens.dk. 

Episoden udspillede sig onsdag i sidste uge, men den er først blevet anmeldt til politiet mandag, og derfor skal politiet først nu til at afhøre de involverede parter og se på den økse, som den 10-årige angiveligt truede sin lærer med. 

- Vi har først fået anmeldelsen seks dage, efter det er sket, så vi har i sagens natur ikke kunne køre ud på skolen med det samme og afhøre de involverede parter, så det skal vi til at have gjort nu, siger Kent Midtgaard Hansen til dagens.dk. 

Sagen er ikke kun speciel, fordi det drejer sig om en elevs trusler mod en lærer, det at der er tale om et barn, gør også sagen speciel. 

- Sagen er noget speciel, fordi der er tale om en 10-årig dreng, så vi har også en forebyggelsesafdeling, der skal ind over sagen, siger Kent Midtgaard Hansen

 

Dagens Gossip