10-årig pige overfaldet: Her er gerningsmandens tatoveringer

Skrevet af Michael Lauritsen

20/09/2013

Dagens topnyheder

Politiet jagter fortsat den mand, som torsdag eftermiddag overfaldt en 10-årig pige i Helsingør.

Fredag aften er der intet nyt i sagen, oplyser vagtchef ved Nordsjællands Politi, Jan Hedager, til Dagens.dk.

Nu offentliggør politiet tegninger lavet af pigen, som viser de tatoveringer, overfaldsmanden havde på armene. Det sker i håbet om hjælp fra offentligheden.

LÆS OGSÅ: 10-årig pige overfaldet i Helsingør

Pigen blev overfaldet i området Smørhullet på Stubbedamsvej i Helsingør. Hun blev angrebet bagfra af en mand, mens hun legede gemmeleg med nogle veninder. Det skete i et buskads.

Manden greb fat om hendes ene hånd, mens han med den anden hånd dækkede over hendes mund, så hun ikke kunne skrige.

Kun ved hjælp af spark og råb om hjælp lykkedes det den 10-årige at undslippe.

Flere patruljer og politihunde blev umiddelbart efter overfaldet sendt ud i området for at lede efter gerningsmanden, men der blev ikke fundet nogle spor.

Episoden kom kun et par uger efter voldtægten af en 14-årig pige cirka én kilometer derfra. Politiet slår fast, at det ikke har belæg for at sige, om der er en sammenhæng mellem de to sager. Dog kan det heller ikke udelukkes.

LÆS OGSÅ: 14-årig voldtaget i skov

Den 10-årige pige har - ud over tegningerne - været i stand til at give et præcist signalement af manden.

Han beskrives som høj, med et udenlandsk sprog, som pigen ikke kender. Han bar en hættetrøje med opsmøgede ærmer og var iført kasket og sko med hvide snuder. Manden har, ifølge pigen, tatoveringer på begge arme og på hans højre arm bar han en tatovering med ordlyden 'Bande.'

KLIK OG SE PIGENS TEGNINGER I FULD STØRRELSE HER: