10-årig pige voldtaget flere gange: 'Jeg skulle holde min kæft'

En ting var de grufulde anklager om det ene uhyrlige overgreb efter det andet, hvor der blandt andet var blevet brugt en hund. 

»Han sagde, jeg skulle holde min kæft, fordi jeg græd,« havde den lille pige JK fortalt ifølge anklageren om et af de bizarre samlejer, som hendes fars fætter KSK, angiveligt skulle have udsat hende for.

Stemningen i retten blev dog endnu mere trykket, da anklageren sad og læste op fra de mange indberetninger som Brønderslev Kommune og Nordjyllands Politi havde modtaget siden april 2006. 

»Ifølge kommunen findes der er en række underretninger, og der meldes om alvorlige bekymringer om JK siden 2006. I april 2006 beretter børnehaven om unaturlig seksuel interesse. JK kan derfor have mistet tilliden til, at nogen vil hjælpe, da hun tidligere har fortalt om overgrebene, der har kunne fortsætte,« læste anklageren blandt andet op fra pigens papirer. 

Under anklagerens fremlæggelse kom det for eksempel frem, at pigen samt hendes bror, der ligeledes er en del af den nuværende sag i 2007, blev afhørt af politiet vedrørende seksuelle overgreb. Politiet vurderede dog ikke, at der var nok til en straffesag, og sagen blev derfor droppet.

Pigen var fem år gammel i april 2006. 

Der forventes at falde dom i sagen 29. august.    

Dagens Gossip