10 bjærget fra skotsk bus fanget i ekstreme vandmasser

Skrevet af admin

30/12/2015

Dagens topnyheder

En rutebil blev onsdag fanget af de voldsomme oversvømmelser, der i øjeblikket hærger Skotland og andre dele af Storbritannien.

Redningsfolk har bjærget alle 12 personer, som var med bussen, skriver Sky News.

En stor redningsstyrke med mandskab fra både politiet, brandvæsnet, hæren og kystvagten rykkede ud til stedet, og passagerne blev bjærget i løbet af eftermiddagen - de sidste tidligt onsdag aften.

Rutebilen skulle ifølge avisen The Scotsman være linje 58, der kører nær kysten i den skotske kommune South Ayrshire.

Politiet blev tilkaldt klokken 13.35 med meldingen om, at en "bus var fanget i vandmasserne".

Omkring 5500 husstande i Skotland var onsdag uden elektricitet, mens det samme gælder for 600 hjem i Nordirland.

Kraftig vind har også forsinket flypassagerer i lufthavnen i Belfast, mens væltede træer skaber problemer for trafikken.

Byen York, der med sin vikingefortid og mere end 800 år gamle katedral er et af de mest populære turiststeder i Storbritannien, er blandt de hårdest ramte områder.

Befolkningen og medierne har rettet skarp kritik mod de britiske politikere, fordi de ikke har taget initiativ til at konstruere tilstrækkelige værn mod vandmasserne.

I et forsøg på at gyde olie på vandene har premierminister David Cameron besøgt de værst ramte områder.

/ritzau/