10 dræbt ved muligt selvmordsangreb i Istanbul

Ti mennesker er dræbt tirsdag aften ved to eksplosioner, der har ramt Atatürk lufthavn i Istanbul. Det oplyser den tyrkiske justitsminister.

Omkring 40 sårede er ved at blive bragt på hospitalet efter eksplosioner i Atatürk lufthavn i Istanbul, rapporterede tv-stationen Haberturk kort forinden.

Vidner siger til tyrkiske medier, at der også er blevet skudt ved lufthavnens parkeringsplads.

To personer sprængte sig selv i luften inden sikkerhedstjek i lufthavn i Istanbul, siger en kilde, mens en anden oplyser, at tyrkisk politi skød mod de mistænkte.

Kort inden vurderede tyrkiske embedsmænd over for tv-stationen CNN Türk, at der kan have været tale om et selvmordsangreb. Ifølge tv-stationens oplysninger skete eksplosionerne i ankomsthallen.

Der er sendt et stort antal politifolk og ambulancer til stedet.

Øjenvidner oplyser til CNN Türk, at et stort antal taxier gik i gang med at fragte sårede væk fra stedet umiddelbart efter bragene.

Sidste år brugte 61 millioner passagerer lufthavnen, der er Tyrkiets største.

I de seneste måneder er sikkerheden blevet skærpet i den tyrkiske millionby efter flere bombeangreb i de seneste måneder, som Islamisk Stat eller militante kurdiske grupper menes at stå bag.

Der er flere daglige afgange mellem København og Atatürk lufthavn i Istanbul. Ifølge Ritzaus oplysninger var forsvarsminister Peter Christensen (V) netop lettet fra lufthavnen, da eksplosionerne ramte.

Forsvarsministeren var med udenrigsminister Kristian Jensen (V) på besøg i Tyrkiet og fløj hjem til København med rutefly fra Adana via Istanbul.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip