10 er dræbt af skudangreb på fransk satiremagasin

Skrevet af admin

07/01/2015
Foto: Google Street View

Dagens topnyheder

Bevæbnede mænd stormede onsdag Paris-redaktionen for det satiriske franske ugeblad Charlie Hebdo og dræbte mindst 10 personer, bekræfter den franske anklagemyndighed.

Fem skal være alvorligt såret. En politimand skal være blandt de sårede, skriver nyhedsbureauet AFP.

En fransk journalist, der skal have været i kontakt med en person inde på Charlie Hebdo-redaktionen, siger, at en person inde i bygningen talte om en "massakre", og et øjenvidne siger, at der skal være affyret omkring 30 skud.

Det franske satiremagasin Charlie Hebdo har blandt andet udgivet et særnummer på 64 sider med en tegneserie, der beskriver profeten Muhammeds liv.

Det var Muhammed-krisen i Danmark, der inspirerede til særnummeret. Bladet har tidligere modtaget trusler på grund af tegningerne og har været udsat for et brandattentat i 2011.

Den franske tv-kanal l iTELE rapporterer, at angrebet fandt sted midt i Paris, og et øjenvidne siger til tv-stationen:

- For omkring en halv time siden stormede to mænd med sorte hætter over hovedet ind i bygningen med Kalashnikovgeværer. Få minutter senere hørte vi mange skud, siger øjenvidnet, Benoit Bringer, som tilføjer, at han så mændene flygte fra bygningen.

/ritzau/Reuters