10 grunde til, at forelskelser burde medføre sygedage fra arbejdet

“Godmorgen, chef. Jeg kan desværre ikke komme på arbejde i dag. Jeg er blevet ramt af en invaliderende forelskelse.”

Det lyder som et afsnit af Chris og Chokoladefabrikken.

Men når man - som undertegnede - bliver ramt af Amors nådesløse pil lige i hjertet cirka to-tre gange i minuttet, virker tanken om forelskelses-baserede sygedage ikke helt urimelig.

Her er ti grunde til, at kærlighed gør én komplet ukampdygtig på jobbet. Når det er sagt, forventer jeg ikke, at idéen bliver en del af fremtidlige løn- og overenskomstforhandlinger.

1. Blomstermarken
Nok er vi i december, og naturen er afblomstret. Men det forhindrer mig ikke i mentalt at løbe rundt i en kornmark, plukke vilde blomster og lege “elsker-elsker ikke” med kronbladene.

2. Facebook-fælden
Jeg skal simpelthen sådan lige gennemgå hele hans/hendes samling af billeder på facebook for at spore eventuelle tidligere romancer. Det tjener naturligvis det formål, at jeg finder ud af, om jeg kunne være hans/hendes type.

3. Vigtig “ud af vinduet”-kigning
Egentlig skulle jeg have samlet op på hængepartierne forud for ferien eller weekenden. Men der skal lige afsættes en vigtig halv time til at stirre lidt ud af vinduet, mens jeg tænker på, hvor fantastisk en fremtid han/hun og jeg kunne have sammen.

4. Momentært døvheds-syndrom
Jeg sidder til et meget vigtigt møde på arbejdet. Der skal træffes afgørende beslutninger. “Sig mig, hører du overhovedet efter?,” spørger chefen. Jeg kigger på ham og smiler og siger “Ja ja, selvfølgelig”. Det er naturligvis løgn. I virkeligheden har jeg siddet og udtænkt, hvordan jeg slipper elegant om ved at skulle fake mig til evner i et køkken på den næste date.

5. Facebook-fælden 2
Hvorfor har han/hun ikke svaret? Han/hun er jo så meget online på facebook. Awww… det er godt nok nogle pæne billeder. Fuck, hvor blev den halve time af?! Jeg må hellere få noget fra hånden.

6. Tegn-finder
Det er også enormt vigtigt at afsætte tid til at finde tegn i sol, måne og stjerner på, at det her ikke blot er en tilfældig forelskelse, men måske faktisk skæbnen der omsider melder sig på banen. Hvordan skulle det for eksempel være tilfældigt, at han/hun også ÆLSKER ACDC, når du gør? Og kom ikke og sig, at Venner er særlig mange andres yndlings tv-serie? Det her må være meant to be! Men jeg må hellere lige bruge lidt mere tid på at finde flere tegn på, at det nu faktisk forholder sig sådan.

7. Livstilsændrings-trippet
Åh, nej, er jeg nu god nok? Er jeg for tyk? Ser jeg bedre ud med krøller? Forelskelser medfører straks et ekstremt selvværdsdyk, og det kræver lang tid at arbejde på “Hvordan skal han/hun nogensinde kunne lide mig, når han/hun er så fantastisk, og jeg bare er mega nederen”. For damernes vedkommende er der både vægttab, barbering af kropshår, lægning af makeup og det perfekte tøjvalg at se til. Den slags tager tid fra arbejdet.

8. Flirt-alert
Jeg har faktisk fået skabt en slags kontakt til ofret for min arbitrære kærlighed, og der er en hed sms-flirt i gang. Vi har naturligvis andre gøremål, der skal passes begge to. Men jeg er helt sikker på, at hans svar dumper hurtigere ind på telefonen, hvis jeg kigger på den. Hele tiden.

9. Afhøringsfasen
Såfremt du kender nogle af hans/hendes venner, skal der bruges tid på at udarbejde en strategi, hvor du kan afhøre dem om objektet for din vanvidskærlighed - dog helst uden, at de opdager, hvad du har gang i. “Nå, hvad så med ham/hende? Hvad er han/hun egentlig for en?” “Nej, nej! Det er ikke sådan. Jeg er da ikke forgabt. Jeg kom bare lige til at tænke på det, fordi…” og andre smålatterlige, verbale forklædninger skal planlægges.

10. Instant depression
Når man så har fundet ud af, at 1) flirten var måske ikke helt så perfekt, som man troede, og forelskelsen er aftaget, 2) han/hun er på ingen måde interesseret, og man bør bare give op, eller 3) et andet uheldigt offer for ens affektion vandrede tilfældigt forbi, da Amor endnu engang satte pilen for buen, kan der godt indtræffe en voldsom - men dog kortvarig - depression. Depressionen manifesterer sig eksempelvis ved angstfulde scenarier for det indre øje, hvor man ser dig selv liggende død i en lejlighed med 40 katte, der spiser lidt af én. Her har man brug for at indtage lige dele is, chokolade og romantiske komedier, som ender godt. Det gøres bedst på ens sofa med rigeligt med Kleenex i nærheden. Til gengæld er man fuldstændig uarbejdsdygtig. Der er bare så meget at se til med de forelskelser, og der burde bare være større forståelse for den slags.

Dagens Gossip