10 har mistet livet efter flystyrt i Spanien

Skrevet af admin

26/01/2015
Foto: Google Earth

Dagens topnyheder

10 personer har mistet livet i en ulykke, hvor et græsk kampfly af typen F-16 er styrtet ned i Spanien på en militærbase, der benyttes af Nato. 13 andre er kvæstet.

Der er fire danskere tilknyttet basen, men ingen af disse er kommet noget til ved ulykken, bekræfter det danske forsvars pressetjeneste over for Ritzau.

Ulykken skete under en øvelse, hvor et F-16-fly styrtede, kort efter at det var lettet, oplyser det spanske forsvarsministerium.

Basen ligger nær Albacete, der ligger 262 kilometer sydøst for den spanske hovedstad, Madrid.

- Flyet, som var del af Natos taktiske lederskabsprogram (TLP), var midt i en øvelse, da det mistede motorkraft, mens det lettede, så det styrtede ned i et område for parkerede fly, hvor det kolliderede med flere fly, lyder det i en udtalelse fra forsvarsministeriet.

Ifølge forsvarsministeriet er brandfolk ved at slukke ilden på basen, og området er blevet afspærret.

Danmark deltager sammen med ni andre Nato-lande blandt andre Grækenland og Italien i programmet TLP, som ikke hører direkte under forsvarsalliancen.

Det danske forsvar benytter også F-16-fly. Syv af disse er aktuelt på mission i Irak, hvor de deltager i en mission, der bomber Islamisk Stat.

/ritzau/Reuters