10 kurdere i ankesag om terrorstøtte

Skrevet af admin

30/08/2015

Mest læste i dag

Når 10 kurdiske mænd igen skal i retten i en straffesag, hvor de er anklaget for at yde økonomisk støtte til terror ved at samle penge ind til PKK, Kurdistans Arbejderparti, skal det fylde meget mere, hvad PKK er for en organisation.

Hvis det står til mændenes forsvarere, skal ankesagen i Østre Landsret handle meget mere om PKK's placering i det kurdiske miljø og dets politiske rolle og om pålideligheden af de rapporter, der indgik i byrettens behandling.

- Det er en nævningesag, og det er vigtigt, at især de ni nævninge får den bedst mulige forståelse af sagen, både historisk og juridisk, siger Gert Dyrn, der er forsvarer for en af de kurdiske mænd. En mand, der i dag er 74 år.

De 10 mænd blev sidste år frifundet for terroranklagerne om, at de ved at have indsamlet 140 millioner kroner til den kurdiske tv-station Roj TV mellem 2009 og 2012 reelt havde støttet PKK, der er på EU's terrorliste.

Det fandt byretten ikke bevist, men anklagemyndigheden har anket sagen.

Derfor skal mændene nu igen gennem en omfattende sag med over 80 planlagte retsmøder i Østre Landsret. Ankesagen indledes mandag.

Står det til forsvarerne skal sagen handle meget mere om rækkevidden af den danske terrorlovgivning og vurderinger af konflikten mellem den tyrkiske regering og kurderne.

- Hidtil har man fokuseret meget på PKK's militære gren, men PKK er også så meget andet. Det handler både om den lokale danseklub og om organisering af kurdiske emigrantsamfund, siger Gert Dyrn.

Forsvarerne vil have belyst i landsretten, om konflikten mellem den tyrkiske regering og PKK kan karakteriseres som en væbnet konflikt, der ifølge en afgørelse fra EU falder uden for terrorlovgivningens rammer.

Gert Dyrn har også bedt retten om penge til en uvildig bedømmelse af en erklæring fra PET om en række bombeangreb og andre blodige begivenheder i Tyrkiet, som ifølge PET skulle være udført af PKK.

Desuden ønsker han en række udenlandske videnskabsfolk indkaldt som eksperter.

Anklagemyndigheden ventes lige som i byretten at fremlægge en mængde rum- og telefonaflytninger, fotografier og dokumenter fundet hos mændene.

Desuden vil der i løbet af de mange møder i landsretten blive afhørt danske og udenlandske politifolk og nogle af bidragyderne til mændenes indsamling.

Landsretten ventes at afsige dom i sagen i slutningen af 2016.

/ritzau/