10 ting rygere er trætte af at høre

Det er velment - uden tvivl - og det skorter ikke på de gode råd fra ikke-rygerne til idioter som mig, der har en stor svaghed for det bedste narko i verden: Nikotinen.

Alligevel kan man godt blive en smule træt af de samle floskler, der bliver serveret igen og igen.

Så med fare for at få alle ikke-rygerne på nakken er her et udpluk af ting, man godt kan blive jævnt træt af at måtte lægge øre til, fordi man nyder et stykke tobak.

1. Du ved godt, det får dig til at lugte dårligt, ikke?
Ja. Ser det ud som om, det bekymrer mig?

2. Det slår dig ihjel.
Hvem siger det? Kan det nu også passe?! Er det derfor, der står “Rygning dræber” på pakken?!

3. Du kommer til at koste statskassen en formue, når du bliver syg.
Men i mellemtiden betaler jeg cirka 30-35 kroner i afgift til statskassen per cigaretpakke, mens jeg også betaler min skat. Skal vi ikke sige, at det er et pænt tilskud behandlingen?

4. Det er ikke sejt at ryge længere.
Så må jeg være gammeldags.

5. Du får gule tænder.
Tænk, jeg troede, det var en skønhedskur.

6. Jeg røg også engang, men så gik jeg til en (indsæt selv: En lydhealer, en der satte elektroder på hovedet, afspillede delfinsang eller en akupunktør). Nu har jeg slet ikke lyst længere.
Det lyder godt nok dejligt for dig. Tillykke med det.

7. Ingen gider kysse en ryger.
Det har jeg bemærket.

8. Hvorfor skal I stå udenfor/i rygerummet? Kom nu ind til festen.
Hey, det er ikke mig, der har lavet reglerne.

9. Det er bare så dejligt at komme hjem fra byen uden at lugte af røg.
Det gør jeg nu heller ikke, for jeg har stået uden for og frosset hele aftenen.

10. Du burde virkelig holde op.
Ja. Jeg burde også begynde i fitnesscenter og spise mere broccoli. Men der er så meget at se til.

Dagens Gossip

Dagens TV