10 tips: Gør du dine drømme til virkelighed

Drømme bliver ikke til virkelighed af sig selv. Du er faktisk selv nødt til at hive dig ud af stilstanden og komme i gang med at forandre. Ude og Hjemmes faste trænings- og livsstilsekspert, Birgitte Nymann, har nogle gode råd til, hvordan du får gjort noget ved sagen:

-Hvad du end drømmer om, forbliver en drøm, indtil du gør den til virkelighed. Så hvis du bare drømmer om at være slank og/eller i god form, holde op med at ryge eller få et nyt job, når du det aldrig. Du skal forvandle dine drømme til målsætninger, som du sætter handling på – så når du i mål.

Først skal der tænkes
Birgitte Nymann har lavet en guide, der er inspireret af Goal Mapping-metoden, som hjælper dig med at gøre dine drømme til virkelighed.

Find pen og papir frem og skriv svarene på disse spørgsmål:

1. Hvad drømmer du om? Nævn mindst tre drømme.

2. Hvilken af dine drømme er vigtigst for dig at opnå?

LÆS OGSÅ: Drømmer du om en bedre økonomi, så få gode sparetips her

Så skal der sættes billede på drømmen
3. Find billeder eller tegn selv en figur, der illustrerer dine drømme. Lav et stort billede af din vigtigste drøm og mindre billeder af dine andre drømme. Tegn figurerne eller sæt billederne øverst på et stykke papir. Skriv over dine billeder eller figurer, hvilken drøm de illustrerer.

4. Hvorfor er den drøm den vigtigste? Nævn mindst 10 grunde

5. Tegn eller find figurer/billeder, der illustrerer dine begrundelser. Sæt disse billeder/figurer under illustrationen af drømmen. Skriv over billedet/figuren, hvilken begrundelse billedet illustrerer.

LÆS OGSÅ: Gode undskyldninger der findes for ikke at komme i gang med vægttabet

Beslut dig for en tidshorisont og kom tættere på
6. Beslut dig for, hvilken dato du har gjort din drøm til virkelighed. Skriv datoen i din kalender og på papiret.

7. Hvilke tre ting skal du gøre for at komme nærmere på at gøre din drøm til virkelighed lige nu? Skriv dem ned.

8. Find billeder eller tegn figurer, der illustrerer disse tre ting/handlinger. Tegn dem eller sæt fotos nederst på papiret. Skriv over billedet, hvilken ting/handling billedet illustrer.

9. Hvem kan hjælpe dig videre lige nu? Find et billede af denne person eller tegn en figur, der illustrerer denne person.

10. Tag nu denne illustration med hen til din seng. Hver aften, inden du lægger dig til at sove, skal du kigge på illustrationen og gennemgå den. Gør det samme, lige når du vågner, og du vil hurtigt komme tættere på at gøre din drøm til virkelighed.

Af Birgitte Nymann, Ude og Hjemme, redigering Mette Skøtt, NewsDesk, Aller Media

Dagens Gossip