100 dage til EU-valget: Det bliver de store valgtemaer

Velfærdsturisme, den økonomiske krise og de danske forbehold. Det bliver tre hovedemner i valgkampen forud for forårets valg til Europaparlamentet.

Det er der enighed om blandt en valgforsker, en professor i statskundskab og en politisk kommentator på dagen med præcis 100 dage til, at danskerne skal sætte kryds i stemmeboksen.

Især begrebet velfærdsturisme, som dækker over udenlandske EU-borgeres mulighed for at få danske velfærdsydelser, hvis de bor i Danmark, vil igen og igen blive hevet frem i valgdebatten, lyder det.

- Det er faktisk sjældent, at det er europæiske emner, der fylder valgkampen. Men hele det her spørgsmål om indvandring og social turisme - om det så findes eller ej - er i virkeligheden et europæisk emne, og det bliver et tema i mange lande. Også i Danmark, siger Peter Nedergaard, professor i statskundskab ved Københavns Universitet.

Den vurdering er politisk kommentator Hans Engell helt enig i.

- Velfærdsturisme kommer til at fylde rigtig meget. Vi taler om alt fra social dumping til polakker, der får SU, og som tager børnechecken med hjem, siger han.

Også EU og eurolandenes store problemer med at komme ud af den økonomiske krise vil blive vendt og drejet i den politiske debat, mener eksperterne. Ligesom de danske forbehold for euroen og rets- og forsvarspolitikken vil komme til debat.

Og så er der også en anden - nærmest rituel - diskussion, som vil udfolde sig, forventer Johannes Andersen, valgforsker og lektor ved Aalborg Universitet.

- Politikerne vil igen gå ud og fremhæve EU's store betydning og påpege, at det er vigtigt, at vi gør EU til en større del af vores bevidsthed.

- Det er en klassiker og et tilbagevendende tema ved EU-valg, at politikerne fortæller, at nu betyder EU mere end nogensinde før, og det er et vigtigt ritual for at åbne for en form for dårlig samvittighed og få danskerne hen at stemme, siger han.

Valget til EU-Parlamentet finder sted søndag den 25. maj. Samme dag er der bebudet en folkeafstemning om Danmarks tilslutning til den europæiske patentdomstol, men den debat kommer ikke til at betyde det store, forventer eksperterne.

- Det er alt for teknisk og meget svært at forklare folk, hvad patenter er, og om det er godt eller skidt. Så jeg tror ikke, det bliver noget stort i valgkampen. Det bliver højst noget på overfladen, om vi skal aflevere suverænitet eller ej, siger Peter Nedergaard.

Og Hans Engell giver ham helt ret i den vurdering:

- Patentdomstolen er kun for feinschmeckere, politiske nørder og erhvervslivet. Langt de færreste aner, hvad det drejer sig om, og det er ikke noget specielt sexet emne, om Danmark skal ratificere den aftale eller ej.

/ritzau/

Dagens Gossip