100 job nedlægges i statsforvaltningerne

Antallet af medarbejdere i statsforvaltningerne skal skæres ned, og danskerne skal betale mere i gebyrer for behandling af for eksempel skilsmissesager.

Det fremgår af regeringens forslag til en ny struktur for statsforvaltningerne, som økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) har præsenteret torsdag.

- Opgaven har været at lave en holdbar og samlet løsning, siger Margrethe Vestager og peger på, at statsforvaltningernes økonomi ikke har hængt sammen, siden den forrige regering præsenterede strukturreformen i 2009.

- Dem, det går ud over, det er borgerne, som må døje med lange sagsbehandlingstider, risiko for fejl i afgørelser med efterfølgende klagesager, og det er selvfølgelig et problem for retssikkerheden, siger Margrethe Vestager.

Forslaget betyder blandt andet, at statsforvaltningerne må forberede sig på en slankeøvelse, da regeringen vil skære i antallet af årsværk fra knap 700 til omkring 600, når løsningen er indfaset i 2016.

Samtidig må danskerne indstille sig på at betale nye og forhøjede gebyrer for behandling af eksempelvis skilsmissesager.

Omstruktureringerne skal sikre en mere ensartet sagsbehandling over hele landet, lige som borgerne kan forvente kortere sagsbehandlingstider, lyder det fra Margrethe Vestager.

Ifølge Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen, kan danskerne nu se frem til større retssikkerhed med regeringens forslag.

- Regeringens udspil indeholder flere fornuftige forenklinger - særligt positivt er det, at man fremover skal kunne blive skilt uden en forudgående separation. De nuværende regler på dette område er udtryk for et helt urimeligt formynderi, siger Per Clausen.

Dermed ser det ud til, at regeringen kan få flertal for sit forslag.

- I forhandlingerne vil vi sikre os, at de foreslåede forenklinger ikke har uhensigtsmæssige konsekvenser for borgerne, og vi vil også gennemgå de foreslåede gebyrforhøjelser kritisk, siger han i en kommentar.

Per Clausen kan dog ikke garantere, at regeringens planer om at strømline sagsbehandlingen landet over er nok.

- Jeg vil ikke udelukke, at vi bliver nødt til at skaffe flere penge til Statsforvaltningen for at sikre kortere sagsbehandlingstider og bedre service samt undgå urimelige gebyrer, siger han.

Dagens Gossip