100 militante fra Boko Haram er dræbt i angreb i Nigeria

Flere end 100 militante fra Boko Haram er ifølge en militærtalsmand dræbt ved et angreb på en nigeriansk militærbase i Goniri-området i delstaten i Yobe i Nigeria onsdag morgen. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Syv soldater har mistet livet, mens ni andre blev såret i angrebet, siger oberst Sani Usman.

- Ved den sidste tælling blev over 100 kroppe fra terrorister talt. Desværre måtte syv af vores modige soldater betale den ultimative pris for at beskytte vores fædreland, mens en officer og otte soldater blev såret i kamp, siger han ifølge nyhedsbureauet.

Det er sket samtidig med, at mindst 14 mennesker har mistet livet i et angreb med selvmordsbomber i et boligkvarter i det nordøstlige Nigeria. Det siger lederen af regionens beredskabstjenester.

Angrebet skete i et boligkvarter i byen Damaturu, som også ligger i delstaten Yobe. Tælles de to selvmordsbombere med har 16 personer mistet livet i angrebet.

Nigeria har været ramt af en række bomber de seneste år, som Boko Haram hovedsageligt har fået skylden får.

I weekenden mistede 18 mennesker livet, efter at selvmordsbombere angreb byerne Kuje og Nyanya.

Den militante gruppe Boko Haram har dræbt omkring 14.000 mennesker siden 2009.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip