100 millioner kroner til støjplagede metro-naboer

Metroselskabet har fredag taget stilling til Ekspropriationskommissionens principbeslutning om, at de støjplagede naboer burde have erstatning, og Metroselskabet har valgt at tilslutte sig beslutningen.

»Jeg er tilfreds med, at naboerne nu får mulighed for at få hurtig afklaring og erstatning i den periode, den udvidede arbejdstid står på, og ikke først når det er overstået, siger administrerende direktør i Metroselskabet,« Henrik Plougmann Olsen.

Det er naboer, som har måtte finde sig i aften- og nattestøj på henholdsvist 55 og 60 decibel, som bliver tilkendt erstatning. Det svarer til et lydniveau mellem normal kontorstøj og almindelig samtale.

Metroselskabet skønner, at mellem 2.000 og 2.500 husstande kan få en erstatning på mellem 1.750 og 20.000 kroner om måneden skattefrit.

Det betyder ifølge Metroselskabets regneeksempel, at en familie i støjplaget lejlighed med mere end fire værelser ved Marmorkirken kan se frem til at få i alt 300.000 skattefrie kroner i erstatning for hele perioden.

Yderligere har man oprettet en pulje på 20 millioner kroner, som skal gå til en særlig aflastningspulje og en ekstra nabopulje. Ifølge Metroselskabets beregninger, vil det betyde omkring 30.000 kroner per husstand i gennemsnit.

»Jeg er glad for, at Ekspropriationskommissionen har besluttet, at erstatningen modsat tidligere vil gå direkte til beboerne på adressen og ikke til ejerne, så erstatningen går til dem, der i op til halvandet år vil opleve gener med den udvidede arbejdstid,« siger Henrik Plougmann Olsen.

Dagens Gossip