100 savnes efter fabrikskollaps i Bangladesh

Skrevet af admin

12/03/2015

Dagens topnyheder

Mindst syv lig er nu hevet ud af ruinerne fra en kollapset cementfabrik i havnebyen Mongla, der ligger omkring 335 kilometer sydvest for Bangladeshs hovedstad, Dhaka.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der også kan oplyse, at der var færre arbejdere inde i bygningen, end det først var antaget.

12 personer er i løbet af natten blevet reddet ud af bygningen, og i alt er omkring 50 personer indtil videre blevet hevet ud af den kollapsede bygning.

- De fleste af dem, der var i bygningen, er blevet reddet ud i live, men redningsaktionerne fortsætter, indtil den sidste mand er fundet, siger den lokale embedsmand Mohammad Shah Alam Sardar til Reuters.

Da bygningen kollapsede torsdag, gik politiets første meldinger på, at flere end 100 arbejdere skulle have befundet sig i bygningen. Tallet forventes dog at være væsentligt lavere, oplyser Mohammad Shah Alam Sardar.

- Vi forventer, at vi kun finder få yderligere personer under vragresterne, siger han.

Soldater og søfolk fra byens havn hjælper brandfolk med at lede efter overlevende i ruinerne.

Cementvirksomheden tilhører ifølge politiet Bangladeshs hær.

Nyhedsbureauerne dpa og AFP skriver, at fabrikken var under opførelse, da taget på bygningen styrtede sammen.

Bygninger kollapser ofte i Bangladesh på grund af dårlige byggematerialer og ringe konstruktioner.

I april 2013 kollapsede en tøjfabrik på ni etager uden for hovedstaden. Mindst 1100 mennesker omkom ved katastrofen.

/ritzau/