100 svenske kabinemedarbejdere i SAS får fyringsvarsel

Skrevet af admin

19/11/2014

Mest læste i dag

SAS har sendt fyringsvarsel til 100 svenske kabineansatte, skriver svensk TV4. Fra og med februar næste år, vil flyselskabet i stedet for fly med norsk personale.

Årsagen til fyringsvarslet er en strid om kabinepersonalets hvileområde i nogen nye fly, der tages i brug til februar. Flyene har et mindre hvileområde for de ansatte end de gamle fly, og det accepterer de kabineansattes fagforening ikke.

- Jeg synes, det er en fiasko for SAS at gå denne her vej, siger fagforeningens forhandlingschef Gert Moberg til TV4.

SAS bekræfter, at forhandlingerne er gået i hårdknude.

- Det er ikke en situation, vi ønsker, men vi har ikke kunnet finde nogen løsning, siger Margareta Vang, der er chef for SAS kabinepersonale.

Det norske kabinepersonale, der står til at overtage arbejdet i de nye fly, har ifølge den svenske avis Expressen ikke samme krav om hvilefaciliteter stående i deres overenskomst, og de kan derfor uden videre overtage det svenske kabinepersonales plads på flyene.

Det er uvist, hvor mange SAS-medarbejdere der rent faktisk vil blive fyret, og hvor mange der kan omplaceres til andre stillinger i flyselskabet.

/ritzau/